Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Giv drenge fra udsatte boligområder en unik mulighed for at etablere en mikrovirksomhed

I Mind Your Own Business ser vi muligheder frem for begrænsninger. Vi lærer unge drenge fra udsatte boligområder at etablere og drive egen virksomhed – i tæt samarbejde med erhvervslivet og frivillige venturepiloter. Til efteråret har vi brug for dig!

Vi søger frivillige venturepiloter i København, Roskilde, Greve, Taastrup, Kokkedal, Køge, Guldborgsund, Fredericia og Nuuk. Som venturepilot bidrager du direkte med dine personlige og faglige kvalifikationer i det direkte arbejde med drengene.

Hvem søger vi?

Vi søger mennesker med en bred vifte af uddannelsesbaggrunde, aldre og erhvervserfaringer. Vi forestiller os, at du kan nikke genkendende til følgende:

  • Du ønsker at give nogle af dine faglige kvalifikationer fra uddannelse eller erhvervslivet videre og sætte dem i spil i en praktisk kontekst.
  • Du tror på, at iværksætteri og socialt entreprenørskab som metode kan gøre en positiv forskel for unge drenge i udsatte boligområder.
  • Du er en teamplayer, der kan udvise empati og tålmodighed overfor drengene, og du forstår at indgå i et konstruktivt samarbejde med andre frivillige.
  • Du kan motivere og inspirere, også når det er svært, fordi du ønsker at skabe noget betydningsfuldt sammen med drengene.

Hvad tilbyder vi?

  • Mulighed for at komme tæt ind på livet af og blive en central sparringspartner for en gruppe drenge på 13 til 19 år, som ønsker at drive egen mikrovirksomhed.
  • Erfaring med at arbejde med en veldokumenteret empowerment-metode og iværksætteri.
  • Tæt samarbejde med CSR-fokuserede virksomheder og lokale boligsociale indsatser.
  • Sparring med andre engagerede venturepiloter og rådgivning fra Mind Your Own Business.

 

Hvornår starter vi?

Samarbejdet med drengene begynder i september 2019. Her vil du møde de andre frivillige i dit team, og sammen bliver I klædt på til opgaven. Herefter lærer du og de andre frivillige drengene at kende. I skal samarbejde frem til maj 2020.

Det officielle startskud på samarbejdet i mikrovirksomhederne sker i perioden fra september til oktober og faciliteres i samarbejde med store danske erhvervspartnere som konsulenthusene The Boston Consulting Group, KPMG og mange flere.

SE OGSÅ: En frivillig venturepilot fortæller

Hvad er tidsforbruget?

Du kan blive tilknyttet en mikrovirksomhed i Københavnsområdet, Kokkedal, Køge, Roskilde, Greve, Guldborgsund eller Fredericia. Du skal forvente at bruge cirka tre til fire timer om ugen, og arbejdet i mikrovirksomheden med drengene foregår én fast arbejdsdag om ugen fra cirka klokken 17 til 19.

Den resterende tid bruger du, sammen med resten af venturepilot-gruppen bestående af cirka seks til otte frivillige, til at koordinere og forberede arbejdet i mikrovirksomheden. Der kan være behov for at afsætte yderligere tid – eksempelvis op til lanceringen af et produkt eller afholdelse af et event.

Hvad er Mind Your Own Business?

Med iværksætteri som omdrejningspunkt engagerer Mind Your Own Business drenge i alderen 13 til 19 år fra udsatte boligområder i hele landet. I samarbejde med frivillige venturepiloter fra civilsamfundet og erhvervspartnere fra erhvervslivet giver vi drenge mulighed for at etablere egen mikrovirksomhed.

I arbejdet styrker drengene deres faglige og sociale kompetencer og får en stærkere tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Siden 2010 har vi engageret 513 drenge til at etablere 52 mikrovirksomheder i hele landet.

Læs mere om rollen som venturepilot her.

BLIV VENTUREPILOT

Her kan du udfylde kontaktformularen og skrive, hvorfor du er interesseret i at samarbejde med unge drenge i alderen 13 til 19 år, så kontakter vi dig hurtigst muligt.